Beretning fra Stella Maris (1 af 3)
Af Simone Secher og Jørgen Christiansen
Netop hjemkommet fra vort stævne i pinsen sidder vi her og tænker med glæde tilbage på nogle dejlige dage. Det var godt endnu engang at møde gamle venner fra forskellige menigheder og have tid til samvær og fortrolige samtaler.
Vi lyttede til ordet, som blev forkyndt af Louis Nielsen over emnet Guds møde med mennesker, hans nærvær, - nogle gange hans tilsyneladende fravær - hans hjælp og ledelse og hans endemål med at møde os. Abrahams og Paulus’ livshistorie brugtes som eksempler.
Lørdag aften havde vi en samling omkring Kina før og nu, ledet af Inge Marie og Michael Bramming. Det var både spændende og interessant at høre om kampen mellem kristendommens indførelse og de små husmenigheders kamp for overlevelse på trods af de trusler, de altid har hængende over hovedet om at komme i fængsel for "ingenting". De er stærke og udholdende i troen. Samtidig var det også morsomt at høre om deres egne personlige oplevelser.
Aftenen sluttede af med improviseret fællessang fra Evangelisk Sang, og sanglysten var så stor, at vi kappedes om at vælge numre. Der var ikke megen stemme tilbage, da vi endelig langt om længe gik til ro.
Søndag havde vi en dejlig gudstjeneste ligeledes med Louis Nielsen om pinsens budskab.
Søndag eftermiddag havde undertegnede arrangeret turen til Tåsinge Museum, Skipperhjem og Folkemindesamling, samt en tur op i Bregninge kirketårn for dem der orkede det, 80 trin op og ned, men så var vi også i kondi til kaffen på Bregninge kro, hvor vi fik det største stykke lagkage, vi har fået på nogen tur.
Om aftenen havde Iver og Ditte Markussen fra Bornholm et interessant indlæg om Lina Sandells liv, krydret med fortælling og sange ind imellem. Hendes motto for hele hendes liv var De vanskeligheder Gud ikke fører os udenom, vil han føre os igennem. Efter kaffen var der mulighed for at synge nogle flere af hendes dejlige sange, og der var heller ikke meget stemme tilbage efter dette.
Mandag endnu en god bibeltime med Louis Nielsen. Derefter var det tid til at få pakket sammen og få taget afsked med hinanden. Vi sagde ikke farvel, men På GENSYN.
Beretning 2 - Beretning 3
|