Grundlæggende kristendom - Bøn

Af Louis Nielsen

Prædikenen tager udgangspunkt i følgende: Luk 18:1-8; Joh 14;12-14; Rom 8:15;22-30; Ef 6:18-20; Fil 4:4-7; 1 Thes 5:17; Heb 4:14-16; 1 Joh 5:13-17.

1. Hvad er bøn, og hvad er bøn ikke?
   Bøn er ikke selvfordybelse eller terapi. Bøn er ikke manipulation af Gud og ikke et spørgsmål om teknik, en fromhedsøvelse, et mantra.
   Bøn er en søgen til Gud, en kalden på Gud, en tørst efter Gud, stilhed for Gud, læggen sig blot for Gud, søgen Guds vilje, vejledning og hjælp. Bøn er også taksigelse, lovprisning, tilbedelse. Bøn er bekendelse. Bøn er forbøn.
2. Bøn historisk set
   Næsten så langt tilbage som bibelshistorien går, har mennesker bedt. En præcis beskrivelse af menneskers bønsliv har vi dog ikke før patriarkerne
3. Abraham og bøn
   Med Abraham indfinder bønnen sig som en fasttømret og vigtig del af troens folks vandring og fællesskab med Gud. Bønnen er ofte en dialog med Gud. Gud kommer til sine, taler til dem, åbenbarer sig for dem, og de taler til Gud, udspørger Gud, ræsonnerer med Gud, i enkelte tilfælde endda går i rette med Gud. Eksempler: Abraham, Jakob, Job, Moses, David, Jeremias
4. En bønnebog
   Salmernes Bog er i vid udstrækning en bønnebog med bekendelser, påberåbelser, lovprisninger, nødskrig og dialog.
5. Jesus og bøn
   Med Jesu komme til verden føjes der nye dybder og tillidsfuldhed til bønslivet. Jesus fører den inderlighed, han har fra sit evige tilhørsforhold indenfor Guddommen (Treenigheden) med ind i sit jordiske forhold til sin himmelske Fader. Jesus underviste sine disciple om bøn, lærte dem endog at bede, og i talen i Ovensalen (Joh 14-17) åbenbarer Jesus helt nye sider af bønnens liv.
6. Paulus og bøn
   I Paulus’ undervisning er bøn et udtryk for den frihed, tillidsfuldhed og barneret, Guds børn har ved Helligånden (Rom 8). Den nye tidsalder er allerede begyndt, og vi har fået Helligånden som pant på vor kommende arv. Allerede nu oplever vi bl.a. gennem bønnen noget af den kommende tidsalders velsignelser.
7. Kristenlivet og bøn
   Bøn er livsnerven i kristenlivet. Uden den dør det.

Spørgsmål til videre overvejelse og diskussion

1. 1 Mos 4:26 fortæller os, at "man begyndte at påkalde Herrens navn". Hvad kan det betyde? Kaster Heb 11:6 noget lys herover? Er bøn kun for troens folk? Eller er det sådan, at Gud i sit forsyn hører alle menneskers bøn? Også hedningers?
2. Forudsætter bøn i egentlig bibelsk forstand et personligt forhold til Gud? Har det i denne sammenhæng nogen betydning, at det først er med Abraham, at bønslivet i Guds folks historie tager sin egentlige begyndelse?
3. Patriarkernes bønsliv er et vigtigt kapitel i patriarkernes liv. Hvad lærer vi om bøn i Abrahams livshistorie? I Jakobs?
4. Jesus bad og bad ofte, og bad meget. Med ham kom Guds rige. Disciplene så og oplevede Guds riges frembrud i ham, og de oplevede i Jesu liv, i hans undere, i hans ord og undervisning et sådant nybrud, at det uundgåeligt også måtte få betydning for deres forståelse og opfattelse af bøn. Derfor bad de Jesus lære dem at bede. Hvad var nyt i Jesu måde at bede på?
5. Dette nye udbygges og uddybes yderligere i Jesu undervisning af disciplene om Helligåndens komme og bønnen i den nye pagts tidsalder (Joh 14-17). Jesus drager i deres nye relation til ham ved Helligånden, som han vil sende dem, disciplene endnu tættere til sig, og sammenligner deres og hans forhold med relationen mellem Fader, Søn og Helligånd i Guddommen. Dette får afgørende betydning for deres og alle kristnes bønsliv. Uddyb dette.
6. Paulus fortsætter i det spor i Rom 5:1-3 og navnlig i kapitel 8. Bøn og Helligånden hører sammen, og bønnen er dermed også løftet ind i den kommende tidsalder, og den kristnes bønsliv er dermed ikke kun rettet mod dette liv, men mod det nye liv. Bøn er bindemidlet mellem livet her og nu og den nye tidsalder, som for os allerede er begyndt. Hvilken praktisk betydning har det for vort bønsliv og de værdier, vi som kristne må lægge vægt på?
7. Hvordan kan vi bede "altid"? Hvorfor er det ofte så svært at være "vedholdende" og "udholdende" og "årvågen i bøn". Hvorfor kan det føles så svært at bede? Hvorfor er der ubesvarede bønner, når Bibelen siger, at Gud altid hører os, når vi beder?
8. Hvorfor er bøn en så liflig duft for Gud (Åb 8:1-6)?