Grundlæggende kristendom - Den åndelige kamp

Af Louis Nielsen

1. Skabelsesberetningen i 1 Mosebog har som sit jublende omkvæd: "Gud så, at det var godt". Hvor længe den paradisiske, frydefulde tilstand varede, ved vi ikke, men i kapitel 3 læser vi, at "slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt", og resten af den forfærdelige historie kender vi, og den fortsætter til Bibelens næstsidste side. I Romerbrevet 1:18 ff; 5:12; Ef 2:1 og mange andre steder får vi en stærk beskrivelse af, hvordan verden og vi kom til at se ud, meget langt fra den verden, Gud oprindelig skabte.
2. Men Guds forsæt, plan og vilje med at skabe verden og føre den frem til fuldendelse står fast. Den ændres ikke. Deraf Guds kamp.
3. Gud ses nu i Skriften som en kriger og en kæmpe, som kæmper og slås for sin skabning og sejrer over sine fjender. Det motiv findes mange steder i Skriften ikke mindst i påskefortællingen i 2 Mosebog, i adskillige salmer, i Esajas’ Bog og i Åbenbaringen. (2 Mos 7-15; Salme 2, 18, 47; Es 63, Åb 11).
4. Guds konge, Hans Salvede, Messias ses som medstrider med Gud i kampen mod hans fjender. (2 Sam 22: 32-46; Salme 45, 110; Åb 19) Der anvendes militært billedsprog.
5. Jesu Kristi komme til verden, hans liv og ikke mindst hans død på korset og hans opstandelse ses som Guds afgørende og endelige sejr (Matt 27:51; Åb 1:5) over hans og vore fjender: Djævelen, Synden, Døden og Verden.
6. Herren Jesu Kristi sejr er også vor sejr. Vi oplever sejren som tilendebragt (Joh 19:30; Heb 1:3-4), men også som fortløbende (Rom 8:37, Åb 2 og 3), og vi vil komme til at opleve den som ultimativ, når Herren kommer igen. (1. Kor 15:54-57, Åb 11.17).
7. Guds ultimative og endegyldige mål og vilje er at underlægge alt under Sønnen. Det ser vi endnu ikke (Heb 2:7-9), men det er allerede sket (ApG 2:35-36; Ef 1:20-23; Fil 2:9-11). Og det vil ske synligt og åbenlyst for enhver skabning, når Herren kommer igen (1 Kor 15:24-28; Åb 5; 19:11; 2 Thes 2:8).
8. Afsluttende refleksion: "For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?" (1 Joh 5:4-5).

Spørgsmål til videre overvejelse og diskussion

1. Når Gud er fra evighed og til evighed, og er alle tings skaber, og der er ingen uden Ham, hvordan kan det så være, at der også er kaoskræfter i verden? Når han er god og kun god og er uforanderlig og gør alting godt og aldrig kan gøre andet end alting godt, hvordan kan der så også være modsatrettede, onde og fjendtlige kræfter til i verden?
2. Gud siger om sig selv: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren frembringer alt dette" (Esajas 45:5-7). Hvordan kan vi rumme det? "Der er slet intet mørke i Ham", siger Johannes. Men står Gud udenfor alle mørke hændelser, alle ulykker, tragedier, katastrofer, tilfældigheder som vi kalder dem? Hvor har Gud handlet så suverænt, og i nåde og i kærlighed og i evighedens visdom, at det nok ikke besvarer alle spørgsmål, men får alle spørgsmål til at forstumme? (Hvorfor kunne Job lade alle sine spørgsmål blive stumme, da han først havde set Herren og hørt ham tale til sig?)
3. Gud har ikke svært ved at knuse sine fjender. De imponerer ham ikke og forskrækker ham ikke, og har aldrig gjort det. Hvorfor har han valgt at følge en anden kurs med os mennesker? Hvoraf hans tålmodighed, sagtmodighed, nænsomhed, overbærenhed? Se Rom 9:22-26; 11:33-36. Hvad har Gud villet opnå med det? Og har han opnået det? Hvorfor er der nogle, han ikke opnår det med?
4. Oplever vi at sejre? Gives der en falsk sejr? Er triumf og succes beviser på, at Helligånden arbejder, og at Guds rige er her? Hvordan kan det hænge sammen, at vi nogen gange sejrer gennem nederlag, sygdom, smerte, tab, sorg? Er der en tilbøjelighed hos os til at blive defaitistiske, klagende, endda kynikere? Hvad er modgiften mod det? Er der for megen sentimentalitet mellem kristne?